I 1922 blev der bygget en ny biograf i Lemvig med navnet ”Lemvig Filmteater”. Den lokale digter Thøger Larsen, havde fribillet til biografen som redaktør for Lemvig Dagblad. Han morede sig kosteligt over tidens stumfilm.
Lidenlunds skaber, Henning Gantriis blev født i Lemvig i 1918. Som barn lod han sig inspirere af de Walt Disneys tegnefilm, som han så i biografen. Det var før fjernsynets tid, og biograferne havde et stort besøgstal.
I 1985 lukkede biografen. Heldigvis greb en gruppe borgere ind og stiftede den selvejende institution Biohuset, så biografen kunne fortsætte. Det lykkedes ikke blot at videreføre biografen, men også at forbedre inventar, maskiner og publikumsfaciliteter – alt sammen med hjælp fra frivillige.